Gratis fragt til Danmark ved køb på over 650kr.
Gratis fragt til Danmark ved køb på over 650kr.

Tid til transformation

Tid til transformation
10. maj 2021 Kristina Trolle

Der er transformation i luften i mit liv for tiden. Det er som om, at den måde jeg lever på, og er i verden på, er ved at ændre sig fuldstændig. Jeg mærker en stærk trang til at være stille – og stå af ræset.

Tidligere handlede det om at skabe noget, at være noget eller nogen, blive set eller hørt. Alt det har længe været i forandring, men det er som om jeg ikke længere kan overdøve, dulme eller ignorere kaldet fra mit inderste.

Mit inderste kalder på et stille liv. Det er det, jeg ønsker mig

Jeg mister energi, når jeg åbner de sociale medier. Mit hjerte begynder at slå hurtigere og farten bliver sat op indvendig. Jeg er træt af at skulle sælge, købe annoncer og jagte mere anerkendelse og flere muligheder. Jeg føler angst i kroppen, når jeg nærmer mig det at skulle præstere, se ud eller hoppe i hamsterhjulet.

Det er et stort, og ubehageligt paradoks.

Jeg elsker at formidle, og jeg elsker at skabe, ændre og hjælpe. Det kræver altid en indsats, og den skræmmer mig ikke. Når jeg står op, underviser eller står på en scene, er det det naturligste i verden for mig (selv om jeg altid slås med om det er godt nok – og om jeg nu er god nok). Jeg har været hele nede og helt oppe, og det har vi alle – og hvis ikke, når vi dertil. Den del har jeg lært, og jeg elsker at dele ud af de sandheder, jeg har mødt og lært af. Nogle af dem har reddet mit liv. Nogle af dem kan måske redde andres dag, udfordringer eller blot møde dem på deres rejse. I min egen optik er vi her for at lære. Det gælder også mig selv. Og min vigtigste opgave udover at lære, er at  lære fra mig. Jeg nyder det, det betyder noget, det giver mening for både mig og dem, jeg møder på min vej.

Sådan har det været i mange år. Det har været og er min mission. Det, jeg brænder for.

I takt med tiden, sker der nye ting, som man skal lære og håndtere. Men det er som om at håndteringen begynder at fylde mere end formidlingen. Det har aldrig været meningen. Formålet er at være den jeg er, på godt og ondt, og formidle det, jeg tror på vi skal og skal ændre den måde kvinder ser sig selv og verden på. Det er vigtigt. Verden mangler akut feminin styrke og overblik – og mange kvinder slås med verden, virkeligheden og sig selv.

Og nu er min egen styrke taget af, og der plejer ellers at være rigeligt af den. Jeg har brugt så mange kræfter på at skulle være mere for flere. Og nu mærker jeg efter, og det er smertefuldt, men også rigtigt.

Jeg har lyst til kun at dele det ægte og det stille. Det er som om, at jeg lige nu befinder mig på en radiokanal, der kun spiller soft og er laaaaangsom. Den giver mig lov at trække vejret. Langsomt, ustressende og ubesværet. Det føles helt rigtigt.

Det, der føles rigtigt, skal man handle på. Det er ikke altid, man er helt sikker. Så mærker man efter, og mærker efter igen, indtil man ved, at det er tid. Og den tid er nu.

Jeg vil leve det stille liv og formidle det – stille. Jeg ved bare ikke hvordan man gør. Om det overhovedet et noget man gør i den tid, vi lever i? Tiden er fuld af fart, overflade og nyt, nyt, nyt.

Men livet leves bedst langsomt, dybt og med respekt for processen, historien og drømmene.

Det liv starter nu.