Se dig selv

For at kunne se andre, er vi nødt til at kunne se os selv. Min astrologilærer siger, at ens eget horoskop er det sværeste at tyde. 

At se sig selv er svært, og mange af os bruger hele livet på at lære os selv at kende. Det er så nemt at give andre skylden og pege fingrene udad, og se alt det de andre gør forkert. At se sig selv betyder at se det hele. Både det der er pænt, og det, der er mindre pænt. Vi indeholder alle skyggesider, hjørner af os selv vi ikke er stolte af og ikke helt vil stå ved. Selv den mest spirituelle lærer har skyggesider, og dem der siger de ikke har, er efter min mening dem der har flest. 

Mange af os forsøger at undertrykke skyggesiderne ved at lade som de ikke er der, eller ved ikke at ville se dem helt i øjnene. Skyggesider er nødvendige. Tingene hører sammen. Hvis der ikke fandtes had i os, ville vi ikke kunne mærke kærlighed. Hvis der ikke var mørke, ville der heller ikke være lys. Modsætninger er nødvendige.

At have skygger er med andre ord en del af det at være menneske. Når vi erkender, at vi har dem og integrerer dem i stedet for at undertrykke dem, er de ikke længere ”farlige” og får ikke lige så let lov til at styre vores liv. Egoet kommer i mange forklædninger som kan være mere eller mindre gennemskuelige for os selv. 

Det er svært at skelne hvad der er ego eller skygger, og hvad der ikke er.

Egoet er snu og kan både være pakket ind i barmhjertighed, spiritualitet og uselviskhed. Det er svært at spotte. Egoet vil altid have noget igen. Det gør ikke noget uden, at det får noget ud af det. Så læg mærke til om du giver for at få tak eller opmærksomhed, eller om du er drevet fra dit hjerte. Det kan måske føles flovt at indrømme at man nogen gange giver for at få igen. Det handler om at se det, for når vi ser det, kan vi ændre det. Og vi falder ALLE i egoets fælde i ny og næ.

Bare fordi at man siger, at man er spirituel eller går på den indre vej, betyder det ikke, at man er fri for ego. Tværtimod oplever jeg ofte, at det kan blive værre. Mange af os er så forhippede på at ville være noget særligt, at det nogle gange ville være rart, hvis egoet havde ret og bare fik lov til at styre tingene. 

Jeg har selv brug for at holde mig på sporet, hvilket er hovedårsagen til, at jeg laver det, jeg gør. Alle de produkter jeg har skabt, er i første omgang skabt for at hjælpe mig selv med at navigere i livet. Verden har produkter nok, efter min mening. Det, jeg skaber, skal have en intention, et formål, det skal hjælpe og støtte andre, der, som jeg, kan have svært ved at navigere.

Julen er et tidspunkt hvor mange af os bliver konfronteret både med egne og andres skyggesider. Det er et tidspunkt, hvor vi kan have brug for at se os selv og mærke indad. 

Det er det, jeg er her for. At minde dig på det. Samtidig minder jeg også mig selv på det, og jeg har mindst lige så meget brug for at blive mindet på det, som du har.

Kærligst, Kristina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyd inspiration
fra Kristina hver måned!
SKRIV DIT NAVN OG DIN EMAIL