Gratis fragt til Danmark ved køb på over 650kr.
Gratis fragt til Danmark ved køb på over 650kr.

Jeg har 2 træningsplaner. Min spirituelle træningsplan og min fysiske træningsplan.

Jeg har 2 træningsplaner. Min spirituelle træningsplan og min fysiske træningsplan.
24. september 2020 Kristina Trolle

Jeg har 2 træningsplaner. Min spirituelle træningsplan og min fysiske træningsplan

I mange år havde jeg kun en fysisk træningsplan. Den blev til gengæld dyrket ihærdigt! De sidste 15 år har jeg haft både en fysisk og en spirituel træningsplan. De er begge en fast bestanddel af min dagligdag, og de er begge vigtige. Men faktisk er den spirituelle vigtigst. Og til trods for, at den er vigtigst, er det altid den, jeg falder af på først. Problemet er, at når jeg falder af den spirituelle træningsplan, er det kun et spørgsmål om tid, før jeg også falder af den fysiske. Alting kører bedre i mit liv, når jeg holder begge mine træningsplaner.

Min spirituelle træningsplan holder mig fokuseret, og gør at jeg går mere bevidst og med intention ind i min dag og ind i min søvn. Den sørger for at fintune min intuition og mit klarsyn, og så holder den mine tanker rolige og uforstyrrede (jeg er ret let afledelig). Når mine tanker ikke forstyrrer mig, bliver jeg mere effektiv og i stand til at bruge mine kræfter og min kreativitet bedre. Spiritualiteten træner min taknemmelighed og skærper min empati og omsorg for mig selv og andre. Den forbinder mig til mit hjerte, og støtter mit i at åbne det lidt mere hver dag.

Min fysiske træningsplan gør, at jeg bedre kan klare min hverdag. Den sørger for at jeg kan mærke min krop og den hjælper mig med at holde jordforbindelsen. Den sørger for at min ryg er sund og stærk og ikke gør ondt. Den træner min kerne og giver mig et stærkt center. Den påvirker min søvn positivt og løfter mit humør. Når jeg dyrker motion, kommer jeg ud af hovedet og ned i kroppen. Det gør, at jeg bedre kan være til stedet i nuet.

For mig er nøglen at træne det hele. Både det åndelige/spirituelle og det fysiske. Hvis vi skal have gavn af de muligheder spiritualiteten giver os, og de erfaringer kroppen giver os, er det vigtigt, vi får begge dele ned på jorden. Det handler om at finde balancen mellem himmel og jord og forene de 2 ting. Balancen finder vi, når vi træner det HELE. Det gør os både stærke og sårbare, og både trygge og modige. Og det er vigtigt at vi har kontakt til vores feminine kraft. Verden har brug for den.

Jeg har lavet 2 videoer som du kan lade dig inspirere af. Den ene er min spirituelle træningsrutine –   og den anden er den fysiske.

Lav dine egne rutiner, og lån alt det du vil fra mine.

Rigtig god træning 🙂

 

Kh Kristina

 

Min spirituelle træningsrutine 🙏🏼✨

Denne video er et sammendrag af min spirituelle ”træningsplan” og morgenrutine. Jeg forsøger så vidt muligt at holde nogenlunde samme rutine hver morgen. Det er min spirituelle træning. Den hjælper mig med at holde fokus og gå bevidst ind i dagen.

Så snart jeg står op ,sætter jeg mig på knæ og forbinder mig til min krop, min vejrtrækning, mit hjerte og universet. Jeg beder en eller to bønner (bogen på videoen er Lars Muhls ”Gudsformelen”) Jeg husker mig selv på, at jeg er mere end en krop. Jeg er en sjæl, der er her for at lære.

Jeg smører olie på mit tredje øje. Det hjælper mig med at se klart og minder mig på, at jeg skal have tillid til min intuition hele dagen.

Jeg tænder en røgelsespind for at skabe harmoni i mit sind og i mine omgivelser.

Jeg beder om det kort, jeg har brug for netop den dag, og trækker derefter et kort. Derefter skriver jeg min intention for dagen ned – så husker jeg den bedre.

Jeg sidder i stilhed så længe jeg har tid. Nogle dage kort tid og andre dage i lang tid.

Så er jeg klar til min dag.

Min fysiske træningsrutine 🧘🏼

Fysisk træning er vigtig for mig. Jeg har brug for at mærke min krop og brug for at have en stærk jordforbindelse. Det hjælper bevægelse og træning mig med.

Jeg starter ofte i barnets stilling. Her kan jeg ligge længe og trække vejret.

Herefter åbner jeg mine hofter i den 3 benede hund. Det skaber flow i min krop.

Jeg vækker min rygsøjle og mit energisystem ved at rulle op og ned og strække mine skuldre. Jeg laver en kort solhilsen (når jeg har god tid, laver jeg en længere). Derefter laver jeg squat, stræk og diagonale løft, og så er min krop klar til dagen.