Et iscenesat liv

Vi lever i en udfordrende tid.

Sociale medier, blade, tv, kendte mennesker og influencers sætter standarden for, hvordan vi skal se ud, og ikke mindst hvordan vores kroppe skal se ud. Særligt de sociale medier er med til at udfordre vores forestillinger om, hvad der er smukt og sundt. Konstant bliver vi indirekte konfronteret med, at vi ikke er perfekte. At vores kroppe, udseende og liv ikke er perfekte. At vi skal ændre noget for at være perfekte, at vi skal have færre rynker eller større bryster, være tyndere, klogere eller smartere, have det rigtige tøj eller de rigtige holdninger, venner eller møbler for at være perfekte. Det hele er dømt til at mislykkes, for idealerne er uopnåelige. Ikke bare for mig, men for alle.

Taget i betragtning hvor meget tid jeg bruger hver dag på de sociale medier, står det i skærende kontrast til, hvad de gør for mit humør og selvopfattelse.

De viser mig alle de ting, jeg ikke er, og ikke kan. De fortæller mig, at jeg ikke er nok, og at jeg mangler dit og dat for at være nok og kunne føle mig hel. Måske er det min egen skyld? Jeg kan jo bare lade være med at blive påvirket af det. Sige til mig selv, at det bare er sådan det er. Og det gør jeg også. Alligevel sniger det sig ind.

Jeg har en følelse af, at alle kæmper. Kæmper for at være klogest, tyndest, heldigst, smukkest, sjovest, mest bramfri, mest højtråbende, mest ærlige, mest sårbare, mest ligeglade, mest spirituelle, mest givende, mest kærlige …  Selv godhed overfor andre og balance i livet, eller ubalance, bliver iscenesat og brugt til at fylde selvværdskontoen op, som hos mange af os dybest set er i underskud og i overtræk.

Alle iscenesætter vi, både overfor andre, men også overfor os selv. Vi søger efter anerkendelse og accept udefra, men også fra os selv. En del af os har brugt mange år på, at finde fejl ved dem vi er, vores krop og vores personlighed. Vi har kompenseret ved at tage selfies af os selv og vores børn fra de gode vinkler, og vi tjekker likes en gang i timen, da vi jo med likes kan måle præcis hvor gode, smukke og anerkendte vi er.

Overalt bliver vi konfronteret med ting, vi skal købe. Før i tiden var det kun reklamebranchen der, ofte med held, forsøgte at sælge os alt muligt, vi ikke havde brug for. Nu er det de såkaldte ”influencers” der sætter salgs dagsordenen. En 15-årig influencer tjener mere end en bankdirektør ved at anbefale produkter, hun højst sandsynligt aldrig bruger selv.

Alt har en skjult agenda. Hvis det ikke er salg, er det popularitets konkurrence og gurudyrkelse, af dem der har ”regnet den ud”.  Selv min spirituelle guru har fået så meget botox i panden, at hver en rynke er komplet udlignet, og samtidig fortæller hun mig, at jeg skal elske og omfavne mig selv, præcis som jeg er. Det forvirrer mig. Jeg bliver utryg og savner ægthed og ærlighed. Jeg savner, at mærke sjælen bag. Jeg savner alt det, der ikke er drevet af penge, popularitet og likes. Jeg har gennemskuet det, og alligevel har jeg svært ved at navigere i det. Folk spiser lykkepiller for at kunne opretholde livsillusionen, og samtidig reklamerer restauranterne med, at de er Instagram venlige! At regningen kommer er uundgåeligt. Illusionerne brister på et tidspunkt, og der kommer en modreaktion, det gør der altid. Det er en universel lov.

Jeg forsøger, at leve mit liv her på jorden ærligt og autentisk, og det har taget mig mange år at nå her til. Til tider er det svært, for jeg er også bare et menneske. Jeg gør mit bedste.

Vi har kun et liv – til gengæld er det evigt

Måske er grunden til, at jeg ikke forstår verden, at den slet ikke findes. Det er en illusion, en drøm og kun min midlertidige bolig. Når mit liv i denne verden slutter, vender jeg tilbage til det sted, jeg kommer fra. Mine jordiske rester forgår, og Kristina, i den fysiske form hun har nu, er for evigt væk. Men hendes ånd lever videre. Lars Muhl siger; ”Vi har kun et liv – til gengæld er det evigt”. Livet, som vi kender det, er som at træde ind på en scene igen og igen i et teaterstykke, spille sin rolle for herefter at forlade scenen når stykket er slut.

Alle søger efter den perfekte rolle i dette teaterstykke, men den eksisterer ikke, det har jeg også måtte erkende. Og at pege fingre af ”de andre” bidrager bare til mere støj i verden. Jeg er dybest set selv med til at opretholde illusionen. Min forretning er afhængig af sociale medier, og på mange områder, er jeg også tilhænger af, at alle mennesker har mulighed for at have en synlig stemme.  Så det her er ikke en klagesang. Det er bare et ønske om, at vi alle sammen tænker over, at holde det så ægte, vi kan.

Hver gang du poster et billede, så tænk over om det du poster, på en eller anden måde, tjener nogen. Eller om det kun tjener dit eget ego?

Hver morgen beder jeg universet om hjælp og støtte til at vælge kærlighed frem for frygt og ego. Det er så nemt at vælge at gå med egoet for det giver en umiddelbar tilfredsstillelse. Men det virker kun kortvarigt på ydersiden. Indeni føles det stadig hult.

At vælge kærlighed, derimod, føles helt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyd inspiration
fra Kristina hver måned!
SKRIV DIT NAVN OG DIN EMAIL