6 veje mod at blive din egen guru

Det siges, at november er dødens måned. November er skorpionens måned, og det handler blandt andet om transformation – om at lade noget dø så noget nyt kan opstå. Det handler om at slippe det gamle for at give plads til det nye. At slippe noget er svært for mange, og særligt for skorpioner som mig selv. 

På trods af at november er min fødselsdagsmåned, er det en svær måned for mig. Energien er tung, vejret er kedeligt, gråt og fugtigt. Jeg er træt om morgenen og træt om aftenen. Jeg bliver modløs og konfronterer ofte mig selv med alt det, jeg ikke synes virker i mit liv. Jeg tvivler. Jeg begynder at lede efter svar udenfor mig selv. Jeg bliver overbevist om, at jeg må have hjælp til at komme videre, og umuligt kan finde løsningen selv.

Jeg har brugt en stor del af mit liv på at lede efter en guru. En person der kunne give mig alle svarene på mit uoverskuelige liv – en, der havde fundet sandheden og kunne videregive den til mig. Jeg havde brug for en, der kunne vise mig vejen til lys og lykke, en der havde løsningen på det hele. Jeg fandt det aldrig – for den person findes ikke.

Jeg ledte forgæves i årevis efter guruer eller lærere, der kunne navigere for mig i mit til tider kaotiske liv, hvor det at fare vild, snarere var reglen end undtagelsen. 

Og når man farer vild, kommer man ikke nogen vegne. Og hvad værre er, så kan man pludselig befinde sig et sted hvor udsigten er dårlig – og hvor lyset, håbet og lysten er endnu ringere end før. Når man er faret vild, kan man ikke se i hvilken retning, man skal bevæge sig.

En guru eller lærer (eller veninde) kan nogle gange belyse vejen for dig, og fortælle dig om vejen er lang, svær eller stenet, men du skal selv gå skridtene. Det er dine skridt, og der er ingen af dem, der kan gå dem for dig. 

En god lærer er en, som møder dig i øjenhøjde og som ved, at eleven er hans lærer, ligesom han er elevens. En god lærer er en, som kender og har kigget på sine egne skyggesider og ved, at han ikke er perfekt, hellig eller mere værd end alle andre. En god lærer er en, som ikke vil sættes på en piedestal, og som ved at han ikke har den endegyldige sandhed, men at sandheden er relativ og afhænger af øjnene der ser. 

Læreren er dig selv. 

For du er din egen guru med dit eget, sikre kompas, stærke krop og kloge sjæl. Derfor skal du aldrig holde op med at gå vejen. Og hvis du er standset op, så placer den ene fod foran den anden, og tving dig selv fremad. Det føles godt at gå skridtene. Nyd rejsen, læringen og resultaterne. 

Jeg kom til at tænke på et citat, som min meget inspirerende astrologilærer Claus Houlberg bragte op i sidste uge: 

”Vi gør hvad vi vil, men vi ender altid der, hvor vi skal”. 

Det er stof til eftertanke.

6 sikre skridt mod at blive din egen guru:

  1. Tal mindre og lyt mere både indad og til andre. Når vi giver os tid til at lytte til os selv og andre, opfanger vi en masse vigtige signaler som vi misser, hvis vi kun sidder og venter på at tale selv eller hvis vi hele tiden er hurtigt videre i tankerne.
  2. Praktisér stilhed bare 5 -10 minutter om dagen – det er i stilheden, du mærker og hvor sandheden taler tydeligst.
  3. Lyt til din krop og de signaler den sender. Din krop er vejen, der forbinder dig med din indre guru eller indre guide. Kroppen lyver aldrig, og husker bedre end dit hoved. Og hvis du lytter og handler på de signaler den sender dig, fortæller den dig alt det, du har brug for at vide.
  4. Giv slip i frygt, bekymringer, mennesker og situationer, der ikke tjener og løfter dig.
  5. Stol på dig selv, og det du mærker. Når du mærker at noget er forkert, så stol på din intuition. Den har altid ret.
  6. Universet har din ryg. Det er ok, og det ender hvor det skal. Vær tro mod dig selv, vælg retningen, der føles rigtig, tag de første skridt, og påbegynd rejsen mod det liv, du ønsker og kan mærke er rigtigt. Det er dig der er eksperten i dit liv.

Mit mantra i dag:

Jeg er min intuition
Jeg følger min indre stemme og finder min vej
Jeg er løsningen
Jeg søger svaret i mig selv
Og skriver min egen recept
Jeg er ydmyg,
Jordbunden,
Og taknemmelig
Jeg er min egen guru

Guru er indisk og betyder spirituel lærer eller en person, der har nået en høj grad af bevidsthed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyd inspiration
fra Kristina hver måned!
SKRIV DIT NAVN OG DIN EMAIL